Der er udviklet metoder til at vurdere belastninger på, for at man på den måde kan maksimere oplysninger og kontekst for data vedrørende livscyklusbelastninger, der primært fokuserer på masse og energi. Derved kan der også skaffes oplysninger om mængden af de anvendte ressourcer og kemikalier, der er sluppet ud i miljøet, og om den miljømæssige sammenhæng, de indgår i, f.eks. bliver konvertering og ophobning af kuldioxid, metan, osv. til et samlet udslip af drivhusgasser eller til den belastning, de udøver på hele systemet. Det faktum, at en vurdering af livscyklusbelastninger indikerer, at bestemte emissioner er forbundne med bestemte miljøtemaer eller belastningskategorier, indebærer ikke, at det studerede vaskemiddel rent faktisk udløser disse belastninger. Det betyder dog, at i løbet af et vaskemiddels livscyklus, produceres der emissioner, der bidrager til en samlet akkumulering af tilsvarende emissioner, som vides at være knyttede til disse miljøtemaer eller belastningskategorier. Anvendes de på denne måde, er livscyklusvurdering det rette værktøj til at fastslå i hvilket omfang, emissionerne fra et bestemt produkt, proces eller ingrediens kan tænkes at være knyttede til en bestemt belastningskategori. Vurderinger af livscyklusbelastning anvender typisk følgende kategorier: Eutrofieringn Drivhuseffekt (eller potentiel global opvarmning) Forbrug af naturlige ressourcer Ozonlagets nedbrydning Syredannelse Toksiner i menneskers miljø Toksiner i vandet Disse vurderingskategorier for livscyklusbelastninger er det, vi betragter som "indikatorer." Indikatorer adskiller sig fra kvantitative indeksdata, der måler vægten af materialer eller emissioner og energijoule eller varmeindhold. Indikatorer er en konvertering af disse indeksdata. Det er af afgørende betydning at forstå både konverteringens fordele og begrænsninger, for at man siden kan fortolke indikatorerne korrekt og nå frem til holdbare konklusioner. De fleste indikatorer er mere eller mindre at betragte som "fingerpeg". P&G er forsigtig, i og med at vi hele tiden husker på, at brugen af tal for en indikators værdi fejlagtigt kan tilkendegive, at den er kvantitativ, og at alle forskelle er absolutte og betydningsfulde. Det er absolut ikke sandt i alle tilfælde. Indikatorer adskiller sig meget i hvordan de relaterer til miljøet og i de forudsætninger, de er afledt af. Nedenstående eksempler kan hjælpe til at påvise, hvor forskellige indikatorernes kvalitet er, samt hvor vanskelige nogle indikatorer er at fortolke. Det er i alle tilfælde muligt, at forudsætningerne ikke er helt og holdent videnskabelige. Nogle indikatorer kommer til at ligne bedømmelsespoint eller sågar meninger. Drivhuseffekten Jordens klima drives af den energi- eller varmebalance, der er mellem den varme, der tilføres fra solen og mistes af jorden. Den vigtigste energi mistes ved varmestråling, der stort set ligner den varme, man mærker fra et komfur. Adskillige gasarter i atmosfæren, der populært kaldes drivhusgasser, kan reflektere noget af denne varme tilbage til jorden. Derved opvarmes jorden effektivt, og de kan i tidens løb komme til at ændre klimaet, eftersom disse gasarter hele tiden bliver mere koncentrerede. En indikator for drivhusgas udledes af 2 grundlæggende egenskaber ved hver gasart. Den første er dens evne til at reflektere varme. Den anden er, hvor længe gasarten forbliver i atmosfæren, dvs. hvor længe den effektivt reflekterer varme. Disse egenskaber sammenlignes dernæst med kuldioxids egenskaber, og de konverteres til tilsvarende værdier for kuldioxid. Dernæst lægges de enkelte tilsvarende værdier sammen for derved at nå frem til pointtallet for den samlede drivhusgasindikator, som udgør den samlede mængde af drivhusgasarter, der slippes ud i atmosfæren. En betydningsfuld variabel, for at man kan fortolke indikatoren for drivhusgas, er den tidshorisont, der anvendes (f.eks. 50 eller 500 år). Kortfristede tidshorisonter har en tendens til at fremhæve gasarter, der kun forbliver i atmosfæren i kortere tid, såsom metan. Indikatoren viser heller ikke noget om skyers og spraydåsers virkninger, når de reflekterer solens varme og dermed reducerer opvarmningen. Ozonlagets nedbrydning Højt oppe i jordens stratosfære er kemiske processer med til at vedligeholde en afbalanceret koncentration af ozon. Det beskytter jorden ved at absorbere en stor del af de skadelige ultraviolette stråler fra solen. Kan en gasart forblive længe nok i atmosfæren, til den når helt ud i stratosfæren, og medfører denne gasart samtidig brom- eller kloratomer, så kan den true ozonbalancen, eftersom fri brom og klor kan øge den hastighed, hvormed ozonlaget nedbrydes. Det er især tilfældet, når brom og klor findes på overfladen af bittesmå iskrystaller, som solen indvirker på som en reaktionskatalysator. Iskrystallernes dannes ofte over de arktiske og antarktiske poler i løbet af vintrene, hvor sollyset ikke kan nå dem. Når sollyset så når frem til dem i løbet af foråret, kan der opstå huller i ozonlaget i cirka 1 måned, indtil krystallerne smelter og ozonlaget gendannes. En indikator for ozonlagets nedbrydning udledes af flere af en gasarts egenskaber. De omfatter dens stabilitet, der har betydning for, om den kan nå helt ud i stratosfæren, og den mængde brom eller klor, som gasarten bringer med sig. Disse egenskaber sammenlignes dernæst med CFC-11, der førhen var et almindeligt kølemiddel* (Hver gasarts egenskaber sammenlignes derefter med egenskaberne for CFC-11 og konverteres til lignende værdier for CFC-11. Derpå lægges de enkelte tilsvarende værdier sammen for at få et samlet pointtal for ozonnedbrydningen, som repræsenterer den samlede mængde ozonnedbrydende gasarter, der slippes ud i atmosfæren *Til trods for at Montreal-protokollen nu har forbudt CFC-11 i de industrialiserede lande, fremstilles det stadig i mange udviklingslande Syredannelse Naturlig regn indeholder en lille smule syre, hvilket skyldes tilstedeværelsen af forskellige syrer i den luft, som regnen gennemskyller. Der findes imidlertid adskillige menneskeskabte emissioner, der enten er syre, eller som omdannes til syrer gennem processer, der sker i luften. Eksempler på sådanne emissioner er svovldioxid (som bliver til svovlsyre) og kvælstofilte (der bliver til salpetersyre). Følgelig kan regnens indhold af syre blive væsentligt forøget. Mange steder i verden (f.eks. på store områder i Sverige) har jorden og vandet begrænset kapacitet til at neutralisere disse ekstra syrer. Bliver vandet for syreholdigt, skader det flere og flere arter, der lever i vandet og havet. Bliver jorden for syreholdig, skader det planternes evne til at vokse og trives. Indikatoren for syredannelsen udledes ved at forudsætte, at 100 % af en emission omdannes til syre og falder på et følsomt område. Hver emissions syreholdighed konverteres til en tilsvarende mængde kvælstofilte. Alle emissioner sammenregnes dernæst til et samlet pointtal for syredannelse, der repræsenterer den samlede emission af stoffer, der kan omdannes til syrer. For at kunne fortolke indikatoren for syredannelse er det vigtigt at forstå, at det sted, hvor emissionen foregår i forhold til et følsomt område, er betydningsfuldt. Desuden bliver syre, der falder i havet, hurtigt neutraliseret. I øjeblikket udvikles der nye indikatorer for syredannelse, der skal omfatte disse variabler samt jordbundens kapacitet til at fungere som stødpude eller neutraliserende. Der tilskyndes til yderligere forskning, så man kan opnå en bedre forståelse for denne indikators miljømæssige betydning. Eutrofiering Vandplanter og alger fylder i tidens løb gradvist ferskvandssøer og flodmundinger, hvilket er en naturlig proces, der kaldes eutrofiering. Denne proces dirigeres af små koncentrationer af bestemte næringsstoffer, som planter og alger skal bruge til deres vækst. Fosfor er som regel det næringsstof, der virker hæmmende i ferskvand ( Søer) og kvælstof i flodmundinger og saltvand ( havet). Når mennesker slipper disse næringsstoffer ud i miljøet, sker der imidlertid det, at eutrofieringsprocessen foregår endnu hurtigere. Forestiller man sig den værst tænkelige situation, kan alt for kraftig plante- og algevækst komme til at kvæle mange andre organismer, når de selv dør og begynder at gå i forrådnelse. En indikator for eutrofiering udledes ved at konvertere de kemiske formler for fosfor og kvælstof til en fælles eller tilsvarende formel. Dernæst bruges det størrelsesforhold, der normalt forefindes i alger i vand til at afveje indholdet af fosfor og kvælstof. Disse værdier lægges sammen til en samlet indikator. For at kunne fortolke eutrofieringsindikatoren er det vigtigt at forstå, at næringstoffets miljøkoncentration er kriteriet. En tilsvarende mængde ekstra fosfor kan det ene sted udløse en udslaggivende forøgelse af indholdet af næringsstof, mens det et andet sted betyder meget lidt. Det er derfor ikke muligt præcist at forudsige hvilke virkninger, det har. Ved at inkludere fosfor, som kun påvirker ferskvand, såvel som kvælstof, der kun kan påvirke saltholdige miljøer, går man som regel glib af den forbindelse eller relevans, som indikatoren for eutrofieringsemission har for miljøet på det sted, hvor der er udslip. Der tilrådes til yderligere forskning i dette emne, for at vi kan få en bedre forståelse for indikatorens miljømæssige betydning. Fotokemisk ozon eller sommersmog Flygtige organiske forbindelser ('volatile organic compounds' eller VOC'er) i atmosfæren 'forbrændes' gradvist via naturlige kemiske processer til kuldioxid, hvilket medfører, at der findes spor af naturlig ozon i jordhøjde. Mennesker udleder imidlertid ofte store mængder af organiske forbindelser samtidig med store mængder af kvælstofilte (NOx), der stammer fra forbrænding, der skal producere elektricitet, eller fra bilers udstødning. Når temperaturerne er høje, og solen skinner (deraf navnet sommersmog), frembringer disse processer endnu større mængder af ozon i jordhøjde. Tæt ved jorden (ikke i stratosfæren) kan denne forøgelse af lave niveauer af naturlig ozon skade nogle planter, og det kan irritere slimhinderne i vores lunger. Denne kemiske reaktionsproces mellem flygtige organiske forbindelser, kvælstofilte og sollys er overordentlig kompleks. Den involverer en flygtig organisk forbindelses ganske særlige kemi, de lokale koncentrationer, hvor høj temperaturen er såvel som de foreliggende vindforhold. Reaktionsprocessen er 'nonlineær', hvilket vil sige, at til tider er det koncentrationen af kvælstofilte, der udløser reaktioner, til andre tider er det de flygtige organiske forbindelser, der er reaktionens drivkraft. En indikator for fotokemisk ozon udledes ved at finde frem til konversions- eller reaktionsfaktorer for hver eneste af de hundredvis af mulige flygtige organiske forbindelser, der findes. De bruges dernæst til at omdanne de mange mulige indekser for flygtige organiske forbindelser til tilsvarende værdier for ætylen. Eftersom flygtige organiske forbindelser ikke desto mindre er lokale udslip, så bliver en sammenlægning af alle koncentrationer taget fra forskellige steder til en enkelt indikator netop kun til en "indikator" for emissionerne. Man går ud fra, at det er sommertid, temperaturer og sollys er som sidst på eftermiddagen, ligesom man går ud fra en given koncentration af kvælstofilte for at kunne vurdere den næsten maksimale ozonmængde, der kan frembringes. Udlægningen af den fotokemiske ozonindikator bør bruges med stor forsigtighed. Som det er tilfældet med flere andre indikatorer, sammenregnes emissioner fra forskellige steder. Resultatet er et billede af en samlet emissionsbelastning - og ikke en forståelse for de stedlige betingelser, der i virkeligheden frembringer ozonen. Ydermere anvendes der generelle betingelser i stedet for de stedlige, der sædvanligvis på enhver given dag varierer fra Stockholm til Barcelona til München. Naturlige ressourcer De systemer, der producerer produkter og serviceydelser for mennesker, forbruger energi og materialer - nogle kan genbruges, f.eks. vand- og vindkraft eller træ, mens andre ikke kan fornys, f.eks. jern, aluminium og olie (selvom jern og aluminium kan genbruges). Materialer, der kan fornys, skal administreres, så udnyttelsen bliver bæredygtig. Forrådet af materialer, der ikke kan fornys, veksler fra materiale til materiale. Det ser ud til, at der er tilstrækkeligt af nogle materialer i måske kun et årti mere, mens forsyningen af andre materialer kan strække til mange hundred år. Hvad der er påkrævet i forbindelse med naturlige ressourcer, er en metode, der kan indikere udnyttelsens bæredygtighed for materialer, der kan fornys, og den formodede forråd at materialer, der ikke kan fornys. En indikator for naturlige ressourcer udledes ved at dele energi og materialer i kategorier, der kan fornys og ikke kan fornys. Vi har endnu ikke fundet frem til en metode til at måle bæredygtigheden af materialer eller afgrøder, der kan fornys, såsom hvede, kaffe eller palmeolie. For materialer, der ikke kan fornys, bygger skøn over fremtidige forsyninger på hvor stort det forråd, det rent økonomisk kan svare sig at tilvejebringe, ser ud til at være i øjeblikket. Dernæst sammenlignes forskellige materialer ud fra den underforståede 'mangelvare.' Udlægningen af indikatoren for naturlige ressourcer bør også anvendes med forsigtighed. Det er i bedste fald vanskeligt at skønne over skovenes bæredygtighed i Sverige, Rusland, USA, Brasilien og andre lande. Sammenligner man skøn over de mange forskellige arter og betingelser forplumres helhedsindtrykket blot endnu mere. At udkaste skøn over fremtidige forsyninger er også svært. Efterspørgsel skal kunne forudsiges, og de forskellige faktorer, der spiller ind, omfatter omkostninger, teknologi og velegnede erstatningsmaterialer. Et godt eksempel på vanskeligheden er kobberledningernes udskiftning til glasoptiske fibre. Forsyning skal forudses, og diverse faktorer omfatter økonomi og teknologi i forbindelse med udvindelsen, undersøgelser, der skal afdække nye forsyninger samt et materiales pris, der, efterhånden som prisen stiger, bevirker, at det så kan betale sig at udvinde endnu flere ressourcer. Der skal sammenlignes meget forskellige materialer (jern, diamanter, tungsten, olie, og så videre), der ligger til grund for en udlægning af indikatoren for naturlige ressourcer. Sådanne overvejelser indikerer, at der skal udvises forsigtighed med at bruge et enkelt pointtal uden yderligere hensyn til hver situations helt specifikke betingelser og nærmere detaljer. Toksiner i vandet og i menneskers miljø Toksiner i vandet og i menneskers miljø er belastningskategorier, der er bedre egnede til analyse med andre værktøjer, såsom økologisk risikovurdering, hvor den beregnede og målte koncentration i miljøet sammenlignes med en koncentration uden virkning. Dette trin er overordentlig vigtigt, når man skal vurdere, om et kemikalie er sikkert for levende organismer eller ikke er det. Eftersom livscyklusvurderinger kun rummer emissioner, der er akkumulerede på tværs af tid og rum, kan man ikke beregne en miljøkoncentration ud fra dem. Når vi gennemfører livscyklusvurderinger, rapporterer vi sjældent resultaterne af toksiner i vandet og i menneskers miljø, da disse behandles af vores teknikker til risikovurdering. Disse parametre bruges sjældent. Bliver de brugt, betragter vi dem som "indikatorer." For at lære mere om emnet, vær venlig at læse nedenstående artikler: Owens, J.W., LCA impact assessment categories. Technical feasibility and accuracy. International Journal of Life Cycle Analysis, 1996. 1(3): p. 151-158. Owens, J.W., Why Life Cycle Impact Assessment is now described as an indicator system. International Journal of Life Cycle Analysis, 1998. 4(2): p. 81-86.

	P&G's forpligtigels til at beskytte menneskers sundhed og værne om miljøet
	Mennesker & Sundhed
	Miljø
	Risikovurdering
	LCA - livscyklusvurdering
	Mere om LCA
	Vurdering af livscyklusbelastninger
	Nogle af P&G's offentliggjorte videnskabelige artikler
	www.eu.pg.com